Den danske supermodel Helena Christensen hyldede Silkeborg og Oliver Sonne efter klubbens 5-0-sejr over FCSB i Conference League.Â
Det er ikke ofte, man forbinder supermodeller med Silkeborg IF. Men det er uundgåeligt efter torsdagens magtdemonstration i Conference League, hvor de rød-hvide smadrede den rumænske storklub FCSB med 5-0. Helena Christensen sendte nemlig en hyldest til Silkeborg ud på sin Instagram-profil.
Men hvorfor hylder den 53-årige supermodel så Silkeborg, når hun selv kommer fra København? Det er der en ganske god forklaring på.
Silkeborg-spilleren Oliver Sonne, der også er på billedet, er nemlig Helena Christensens nevø.
Både Oliver Sonne og Helena Christensen er af peruviansk afstamning, og de er altså i familie. Af samme grund har der igennem længere tid været snak om, at Sonne potentielt kunne komme på Perus landshold i fodbold.