Silkeborgs Nicolai Vallys er på vej til Brøndby IF ifølge BT. Klubben fra Vestegnen har budt 22,5 millioner kroner for Silkeborg-stjernen, der skal til lægetjek inden længe.
Nicolai Vallys har været en af de helt store oplevelser i Superligaen over det sidste års tid, og nu kan han stå foran et stort skifte. Ifølge BT har Brøndby nemlig fået accepteret et bud på 22,5 millioner kroner på midtbanespilleren, der lige nu er på vej til Vestegnen for at forhandle kontrakt og gennemgå lægetjek.
Hvis Vallys skifte til Brøndby går igennem, vil han blive klubbens næstdyreste indkøb nogensinde. Kun købet af Daniel Agger, der blev finansieret af klubejer Jan Bech Andersen, i 2014 var dyrere.
Nicolai Vallys har i denne sæson tegnet sig for to mål og tre assists for Silkeborg i Superligaen. I sidste sæson blev det til ti mål og ti assists i Superligaen.