Sebastian Sebulonsen har i den grad udviklet sig til en profil i indeværende sæson.
Tilbage i sommeren 2022 hentede Brøndby IF Sebastian Sebulonsen i norske Viking, men det har altså taget noget tid for den norske back at finde sig til rette på Vestegnen.
Det har han dog for alvor gjort i indeværende sæson, hvor han har udviklet sig til lidt af en profil for de blå-gule med 7 mål og 1 oplæg i 20 optrædener, hvilket må siges at være ganske imponerende for en spiller på hans position.
Jesper Sørensen lægger da heller ikke skjul på sin begejstring for Sebastian Sebulonsens udvikling.
– Han har haft en svær tid i Brøndby i lang tid, og nu har han virkelig gjort det godt i en længerevarende periode. Det er stærkt af ham, siger Jesper Sørensen under et pressemøde, hvorefter han bliver spurgt ind til, om han har været imponeret af Sebastian Sebulonsen.
– Ja, for søren da! Selvfølgelig har jeg været imponeret.
– Jeg synes bare, at han har været god. Han har spillet med en enorm kraft og har fået mere og mere selvtillid. I takt med, at han selvfølgelig også har fået gentagne starter, er han blevet mere tryg med sin rolle i holdet, lyder det fra Brøndby-træneren.