Søndag aften udspillede der sig en voldsom episode på Christians Torv i Solrød.
Søndag aften blev Brøndby IF’s såkaldte SLO (fankoordinator, red.), udsat for et voldsomt overfald, da fem til syv gerningsmænd angreb ham med slag, spark og kølleslag foran hans søn og hustru.
Det oplyser bold.dk og Ekstra Bladet, som i samme ombæring oplyser, at det angiveligt er den 42-årige fankoordinators særlige status i Brøndby IF, der har fået mændene til at overfalde ham.
En af overfaldsmændene skulle således have haft en blå og hvid maske på, hvilket godt kunne tyde på, at gerningsmændene har en tilknytning til FC Københavns fanmiljø.
Den 42-årige fankoordinator og familiefar blev efter overfaldet kørt til hospitalet for at modtage behandling, og i Brøndby er man dybt chokeret over episoden, fortæller klubbens direktør, Ole Palmå.
– At noget sådan sker i et samfund som vores er ærligt talt uden for min fatteevne.
– En skattet kollega og en familiefar, der angribes og overfaldes foran sin familie, fordi han har en tilknytning til en fodboldklub. Vores fodboldklub. Det er forrykt, lyder det fra Ole Palmå i et skriftligt svar. Han uddyber:
– Vi tager hånd om vores medarbejder og hans familie, og der er nu en politisag, som vi kommer til at følge helt til dørs. For det er netop politiet – og siden hen domstolene – der skal sikre, at de ansvarlige bliver draget til ansvar, understreger Ole Palmå.