Peter Sørensen er ikke imponeret over situationen i Brøndby IF.
Brøndby IF kunne for nylig præsentere Benjamin Schmedes som ny fodbolddirektør på Vestegnen, men de blå-gule mangler altså fortsat at finde en ny cheftræner.
Og situationen, som Brøndby har bragt sig selv i, vækker ikke ligefrem stående klapsalver fra Viaplay-eksperten Peter Sørensen.
– Jeg synes, det er et helt ufatteligt kaos, de har påført sig selv i Brøndby, siger Peter Sørensen til Viaplay Sport News og peger på nogle af de opgaver, Benjamin Schmedes nu skal tage sig af:
– For det første er der selvfølgelig en træner, der skal på plads. Det skal også på plads, hvordan det egentlig er, at Brøndby vil spille, og hvad det er for en træner, der skal passe til det. Det må være det, man har ventet med at beslutte sig for, indtil den her sportsdirektør var på plads.
– Men hvad ved han om det, når han ikke kender klubben særlig godt? Og hvad er det så, man ønsker skal være anderledes i forhold til det, som faktisk var ret succesfuldt indtil i sommer, hvor de var lige ved at vinde det danske mesterskab? Det er i hvert fald noget andet end, hvad Jesper Sørensen stod for.
– Og når man vil noget andet, skal der typisk også nogle andre spillere til. Men kan man nå det? Og kan man nå at få forlænget dem, man gerne vil forlænge, som har udløb til sommer? Mange har udløb i Brøndby til sommer. På den måde er der virkelig et stort stykke arbejde i Brøndby – ikke bare med at hente nye spillere, men med at vurdere, hvad de skal hentes til, og hvem der skal stå for det. Det er et stort projekt, som der er kort tid til at få løst, lyder kritikken fra Peter Sørensen.