Ronaldo shot the Sheriff.
Sådan indleder The Sun en opsummering af superstjernens comeback for Manchester United mod moldaviske Sheriff Tiraspol i Eutropa League-kampen på Old Trafford torsdag aften, da den portugisiske angriber sent i kampen omsider fik bolden i mål til slutresultatet 3-0.
Hans mål i det 81. minut kom efter en aften, da han knoklede på, men det lignede endnu en kamp uden mål fra Ronaldo. Men hans vedholdenhed gav resultat.
Men han ved, at når det bliver søndag, og West Ham gæster Old Trafford i Premier League, vil han atter sidde på bænken. Sådan er det nu om dage, skriver den engelske avis og tilføjer, at det kan være en af grundene til hans skandaløse optræden i sidste uge, da han nægtede at blive skiftet ind mod Tottenham og i stedet udvandrede før tid.
Han blev udelukket fra weekendens opgør mod Chelsea og henvist til at træne for sig selv, men manager Erik ten Hag var klar til at tilgive sin spiller, hvis han viste en form for anger.
Så Ronaldo var tilbage og var med til at sikre Uniteds videre vej i Europa League. I næste uge tager holdet til San Sebastian for at spille mod Real Sociedad om gruppens førsteplads, som undgår den første knock out-fase i turneringen.
Det så ud til at blive en frustrerende aften for portugiseren, der brændte chancer, han plejer at kunne score på i søvne.
Han stod bare der med hænderne på hofterne, mens The Streford End messede ”Viva Ronaldo” i forsøget på at opmuntre superstjernen. Lige meget, hvad han gør, vil de trofaste fans aldrig glemme, hvad han tidligere har bedrevet. Derfor var jubelen også stor, da angriberen omsider fandt vejen til netmaskerne.
Ronaldos bedste dag er nok talte, men torsdag aften beviste han, at han stadig har målnæse.