Robert glæder sig over den permanente aftale, som han har underskrevet med FC København.
Mandag offentliggjorde FC København, at man har hentet den brasilianske kantspiller Robert på en permanent aftale, og det er også noget, som vækker stor glæde hos hovedpersonen selv.
– Jeg er glad og stolt over, at det er lykkedes mig at overbevise trænerne og sportsdirektøren om, at jeg skal blive her i København.
– Det første halve år er gået langt bedre, end jeg havde drømt om. Jeg havde forventet, at det ville tage noget længere tid at vænne mig til en ny spillestil og at være væk fra Brasilien og familien, siger Robert, der glæder sig til fremtiden i den danske hovedstadsklub.
– Jeg har fået meget tillid fra træneren, og mine holdkammerater har været fantastiske til at tage imod mig. Jeg elsker, når vi spiller kampe i Parken, og der opstår en særlig glæde i mig, når der kommer så mange mennesker for at se os spille.
– Jeg sætter utrolig stor pris på den opbakning, jeg får alle steder i København, og jeg er bare blevet så glad for København.
– Nu skal jeg forsætte min udvikling som spiller, men også arbejde mere på at falde endnu bedre ind i holdet, taktikken og det at spille i Europa. 2025 skal gerne byde på flere mål, flere assist, flere driblinger og flere smil fra min side, siger Robert.