Brian Riemer var ude med store roser til Jan-Carlo Simic på søndagens pressemøde.
Mandag aften brager Serbien og Danmark sammen i en dramatisk kamp om andenpladsen i Nations League, og her bliver det samtidig til et gensyn mellem Brian Riemer og den serbiske forsvarsspiller, Jan-Carlo Simic, der har et indgående kendskab til hinanden fra deres tid sammen i Anderlecht.
Ifølge den danske landstræner, så er Jan-Carlo Simic også et navn, som man skal holde øje med i fremtiden.
Det gav han udtryk for på søndagens pressemøde.
– Jeg kender Jan-Carlo Simic fra min tid i Anderlecht. Han er meget talentfuld og har store kvaliteter.
– Jeg tror virkelig, han har en stor fremtid foran sig, og Serbien er meget heldige, at han valgte dem i stedet for Tyskland, lød det fra landstræneren på søndagens pressemøde i Serbien.