Hvad der var i chancer og mål i Madrid, fik tilskuerne på Etihad i spænding og massere af spil-minutter.
Der skulle nemlig hele 120 minutters spil og straffespark til for at finde den sidste semifinalist i dette års Champions League.
En lige affære, akkurat som i første opgør, sørgede først for at Rodrygo bragte spanierne i front med 0-1 efter 12 minutter, da han let kunne score helt fri foran mål.
Herefter parkede Real Madrid bussen, og satsede på deres berygtede kontraangreb. Manchester City overtog teten i kampen, og det virkede blot som et spørgsmål om tid, før englænderne skulle udligne.
Efter 76 minutter skete det endelig for City. Kevin De Bruyne udlignede til 1-1, og så stank det langt væk af en midnatsforestilling – og det blev det.
Kvartfinalen måtte afgøres i straffesparkskonkurrence, og her viste begge mandskaber slinger i valsen.
City fik først fordelen, da Luka Modric brændte, men så blev det hele vendt på hovedet, da både Bernardo Silva og Matteo Kovacic brændte for Manchester-klubben.
Det medførte, at Antonio Rüdiger køligt kunne sende madrilenerne i den syvende himmel og i semifinalen, da de sendte de forsvarende mestre ud af turneringen.