Franco Mastantuono kan være på vej væk fra Real Madrid efter blot én sæson i den spanske storklub.
Ifølge transferjournalisten Fabrizio Romano er Real Madrid nemlig klar til at sende det argentinske stortalent ud på en lejeaftale denne sommer.
En eventuel aftale kommer ikke til at indeholde en købsoption, da Real Madrid fortsat betragter den 18-årige offensivspiller som en vigtig del af klubbens fremtid.
Flere klubber har allerede vist interesse for Mastantuono.
Tottenham har angiveligt taget kontakt til Real Madrid, mens også Fulham og Fiorentina undersøger muligheden for at hente argentineren på en lejeaftale.
Real Madrid ønsker først og fremmest at finde en klub, hvor Mastantuono kan få regelmæssig spilletid og fortsætte sin udvikling.
Han nåede 35 officielle kampe og tre scoringer i sin første sæson for den spanske storklub, men startede kun 11 ligakampe.
Mastantuono skiftede til Real Madrid fra River Plate i sommeren 2025 og skrev under på en kontrakt, der gælder frem til juni 2031.
Argentineren blev allerede som 17-årig den yngste spiller nogensinde til at optræde i en officiel landskamp for Argentinas A-landshold.
Der er endnu ikke tale om en »here we go«, og Mastantuono har heller ikke valgt sin næste klub.
Real Madrid har dog givet grønt lys til et lejeskifte, og kampen om det argentinske stortalent ser derfor ud til at være åben.