Siden august har Rasmus Falk ikke været i aktion i en officiel kamp, hvor FC København senest mødte skotske Kilmarnock. Men mandag aften gjorde den 33-årige midtbanespiller comeback på grønsværen, da FCK testede formen i en træningskamp mod OB.
Falk fik 56 minutter på banen og nød at være tilbage, selvom han erkender, at der stadig er et stykke til topniveauet. Det fortæller han til FC Københavns hjemmeside.
– Det var en stor fornøjelse at spille igen. Jeg har trænet med i et par uger nu og føler, at jeg bevæger mig i den rigtige retning, siger han.
Falk understreger, at formen er stigende, men også at der stadig er arbejde at gøre efter den lange pause.
– Jeg har det godt, og jeg føler mig frisk. Jeg er på vej derhen, hvor jeg gerne vil være, men når man ikke har spillet en Superliga-kamp siden august, så kræver det selvfølgelig lidt tid at finde det rette niveau igen, siger han.
Den erfarne midtbanespiller har gennem sin tid i FC København rundet 330 kampe i klubtrøjen og har kontrakt med løverne frem til sommeren 2027.