Randers FC måtte mandag aften se sig besejret med 1-2 mod FC København i en kamp, hvor kronjyderne især i anden halvleg havde muligheder for at få mere ud af opgøret.
Nederlaget ærgrer Randers’ topscorer, Simen Nordli, der mener, at holdet fortjente bedre efter en stærk indsats efter pausen.
– Jeg er lidt skuffet over vores start på kampen, men vi kæmper os godt tilbage og spiller en stærk anden halvleg. Desværre er det svært at vende en kamp mod FCK, når man kommer bagud 0-2, siger han ifølge Randers FC’s hjemmeside.
Nordli fremhæver, at Randers efter pausen satte FCK under pres og havde flere muligheder.
– Vi var det bedste hold i anden halvleg og skabte nogle halve chancer. Vi kom dog aldrig helt frem til de store muligheder, men vi var tæt på flere gange. Vi kæmpede os tilbage, men står alligevel uden point, og sådan er fodbold nogle gange, siger han.
Simen Nordli scorede Randers’ eneste mål i opgøret, men det rakte ikke til point mod ligaens førerhold.
Med nederlaget forbliver Randers på femtepladsen i Superligaen med 30 point efter 18 runder, mens FCK fortsat topper tabellen med 36 point.