Bevægelsen ‘Familien Brøndby – Bevar Brøndby IF’, der er imod Brøndbys nye ejere, GFH, fortsætter med at protestere imod ejerskiftet under Brøndbys futsal-holds kampe. Det skriver bevægelsen på Facebook.
Brøndbys nylige ejerskifte er stadig en varm kartoffel i klubbens fanscene. Især blandt den førende fangruppe Alpha er utilfredsheden med Global Football Holdings enorm, og gruppen er da også en bærende del af protestbevægelsen ‘Familien Brøndby – Bevar Brøndby IF’.
Denne protestbevægelse begyndte efter ejerskiftet i efteråret at støtte flere af amatørafdelingens hold for at kombinere protesten imod ejerne med en støtte af amatørafdelingen. Og det fortsætter bevægelsen med i foråret.
På Facebook har den netop inviteret alle GFH-kritiske Brøndby-fans til futsal kamp i Brøndby Hallen. Her skal Brøndbys futsal-hold møde FC Fjordbold.
Dermed gentager bevægelsen sin aktion fra december, hvor de netop også støttede futsal-holdet. Dengang mødte cirka 50 mand op for at synge protestsange og støtte amatørerne. Du kan se en video fra den aktion her: