Paul Scholes er ikke bleg for at udpege tre Manchester United-stjerner, som han ikke længere mener er gode nok.
Det er ingen hemmelighed, at Manchester United har kæmpet med niveauet gennem adskillige år nu, og denne sæson har ikke været nogen undtagelse.
Søndag aften venter der en svær opgave for Manchester United, når de gæster Anfield, hvor rivalerne fra Liverpool venter.
Og forud for kampen slår United-legende Paul Scholes fast, at der er tre Manchester United-stjerner, som ikke længere er gode nok – nemlig forsvarsspillerne Luke Shaw og Harry Maguire samt midtbanespilleren Casemiro.
– De har alle været fantastiske spillere, men de er på et stadie i deres karriere nu, hvor man bliver afsløret i Premier League, hvis man ikke er fysisk god nok, siger Scholes til The Times og tilføjer:
– Deres kroppe er ikke atletiske nok. De er ikke stærke nok. De er ikke hurtige nok. De er faldet til et niveau, hvor de ikke kan klare det, der kræves i Premier League.
– Stort set hver spiller i Premier League er en maskine. De har fem procent kropsfedt, de kan løbe, de er stærke, de kan heade… Manchester United har to eller tre spillere, der bare ikke er i stand til at være med på det niveau, lyder den hårde dom fra Paul Scholes.