Interessen for Parken Sport & Entertainment, selskabet bag FC København, er stor. Men et muligt salg er ikke aktuelt – i hvert fald ikke lige nu.
Tirsdag bekræfter Parken i en fondsbørsmeddelelse, at der har været en henvendelse fra interesserede investorer. Dog blev den hurtigt afvist som “uinteressant”.
“Under henvisning til dagens artikel i Inside Business kan det bekræftes, at der har været rettet henvendelse til bestyrelsesformanden for PARKEN Sport & Entertainment A/S vedrørende muligheden for en dialog med PSEs storaktionærer om et muligt bud på selskabet.”
Læs også: Algeriet udtager FCK-komet
“Henvendelsen blev vurderet som uinteressant, og blev afvist i umiddelbar forlængelse af modtagelsen. Der har på denne baggrund ikke været nogen dialog med PSE eller PSEs storaktionærer”
I sidste ende er det Parkens storaktionærer, der afgør, om et salg bliver en realitet. Erik Skjærbæk sidder på næsten 30 % af aktierne og har samtidig indflydelse over en yderligere ejerandel på 20,54 %, hvilket reelt giver ham kontrol over selskabet. Han har tidligere slået fast, at “alt er til salg”, men har samtidig afvist, at et salg er på vej.
Den seneste tid har Parken tilbagekøbt egne aktier for op til 30 mio. kr., en proces der løber indtil 2025. Nogle tolker dette som et muligt forspil til et salg, men indtil videre har der kun været beskedne transaktioner.
Om investorerne vender tilbage med et nyt og mere attraktivt bud, må tiden vise. Indtil videre har Parken lukket døren