Jules Koundé overtrådte FC Barcelonas interne regler, da han ankom for sent til mandagens hjemmekamp mod Rayo Vallecano.
Flere spanske medier rapporterer, at den franske forsvarsspiller oprindeligt var udset til at starte inde, men hans forsinkelse fik cheftræner Hansi Flick til at sætte ham på bænken.
Efter Barcelonas 1-0-sejr bekræftede Flick beslutningen:
– Vi har to til tre møder før kampene, og det er afgørende, at spillerne er til stede. Det burde ikke være svært at møde til tiden, sagde han.
Flick understregede desuden vigtigheden af disciplin og respekt:
– Det handler om at vise respekt for sine holdkammerater. Koundé kom for sent, og det er en klar overtrædelse af klubbens regler. Det må ikke ske, men det skete i dag, udtalte han til Movistar ifølge Forbes.
Trods sin forsinkelse fik den 26-årige forsvarsspiller spilletid, da han blev skiftet ind i det 66. minut.
Med sejren over Rayo Vallecano fører Barcelona nu La Liga med 51 point efter 24 spillerunder.