Den norske angriber kalder det trist at skulle forlade Vestegnen.
Efter flere dages rygter blev det tidligere i dag bekræftet, at Ohi Omoijuanfo forlader Brøndby IF til fordel for kinesiske Changchun Yatai.
I kølvandet på nyheden har Tipsbladet talt med den norske angriber, som kalder det trist at skulle forlade de blå-gule fra Vestegnen.
– Det er utrolig trist at måtte forlade en klub, som har betydet så meget for mig, og hvor jeg har knyttet så stærke bånd. Desværre varer ingenting for evigt, men kærligheden til klubben, fansene og spillerne vil vare for altid, siger Ohi Omoijuanfo til Brøndbys hjemmeside og tilføjer:
– Jeg vil takke Brøndby IF og alle klubbens fantastiske fans for den utrolige tid, jeg har haft her. Al kærligheden og støtten, jeg har modtaget, har gjort oplevelsen uforglemmelig. At spille for Brøndby IF har været et privilegie og en stor ære – og noget jeg vil bære med mig med stolthed resten af mit liv, lyder det fra 31-årige Ohi Omoijuanfo.