Thomas Thomasberg overtager det ledige trænersæde i OB.
Torsdag formiddag sprang der lidt af en bombe i dansk fodbold, da det kom frem, at OB havde fyret Alexander Zorniger kun en kamp inde i den nye sæson.
I den forbindelse med Thomas Thomasberg hurtig nævnt som Zornigers afløser, og nu er det altså officielt, at den mangeårige Superliga-træner overtager roret i den fynske klub.
– Det er vores grundopfattelse at spillerne ejer præstationen, træneren ejer taktikken og klubben ejer udtrykket. Thomas er valgt, fordi han har bevist i sine tidligere klubber, at den spillestil han mestrer, passer til det OB ønsker.
– Et cheftrænerskifte hos os er ikke et markant spillestilsskifte, om end Thomas nu ejer taktikken for, hvordan det kommer til udtryk. Det er fortsat højenergisk fodbold, pres når det er muligt, genpres altid og en fysisk intensitet som skal være genkendelig, siger sportsdirektør Troels Bech.
51-årige Thomas Thomasberg har skrevet under på en aftale frem til sommeren 2029.