Thomas Gravesen skal fremover dele ud af sin erfaring fra det engelske som ekspert hos 6’eren.
Den tidligere Everton-stjerne Thomas Gravesen, der spillede 159 kampe for klubben over en periode på fem år, skal fremover dele ud af sin erfaring og ekspertise omkring Premier League.
Han er således blevet ansat som ekspert på 6’eren hos SBS Discovery Networks.
– Fodbold fylder rigtig meget i mit liv og har altid gjort det. Som jeg også sagde før VM, har euforien ramt mig igen, og jeg er klar til at blive en del af fodboldverden på højt niveau – denne gang på sidelinjen som ekspert, siger Gravesen i en presssemeddelse.
Derfor er der også stor glæde hos SBS Discovery, hvor koncernens sportsdirektør, Anders Bay, er lykkelig over tilføjelsen af Gravesen.
– Thomas Gravesen er en af sin generations bedste og mest populære spillere. Han er ærgerrig og en teamplayer. På den måde passer han perfekt ind hos os. Med de adresser, han har optrådt på i sin aktive karriere, er seerne sikret en høj grad af faglighed, siger Bay.
Personligt håber Thomas Gravesen, at han kan bidrage med sin erfaring fra det engelske, og komme med gode historier undervejs.
– Jeg føler, at jeg har meget at bidrage med i forhold til, hvordan fodbold bliver spillet i England, hvordan klubberne bliver ledet, og hvordan spilleren agerer i forhold til at spille i verdens bedste liga, siger han.
Gravesen får sin debut som ekspert denne lørdag når Newcastle tager imod Tottenham, mens Huddersfield og Chelsea mødes senere på dagen.
6'EREN I KÆMPETRANSFER PÅ #DeadlineDay
Han debuterer lørdag, når vi starter premier @premierleague-sæsonen op kl. 11.00 på @6erendk og Eurosport Player!#pldk #PremierLeague #Eurosportdk #6erendk https://t.co/mnGkISPWy3— 6'eren (@6erendk) 9. august 2018