FC København har igen været aktive i transfervinduet.
Det har været et forholdsvist aktivt transfervindue for FC København, der har sendt Daniel Amartey til Leicester i en lukrativ handel og desuden forstærket sig med den svenske stopper Erik Johansson. Nu har de så offentliggjort, at de lejer Robin Olsen for resten af sæsonen.
Han skal i FCK erstatte Stephan Andersen, der er ude i tre måneder med en ankelskade.
– Efter Stephans skade, som kan holde ham ude i tre måneder, og vores salg af Jakob Busk for nylig, så har vi vurderet situationen på målmandsposten. Vi er nået frem til, at risikoen for en skade mere er for stor, og at springet ned til vores U19-hold er for langt, hvis det sker, så det her er ingen mistillid til de dygtige keepere, vi har. Det har bare været vigtigt for os at sikre en klassekeeper mere, som kan konkurrere på lige fod med de to andre. Så må vi se, hvem der tager pladsen. Vi kender Robin rigtigt godt som person og vi har set ham masser af gange i aktion for Malmö FF i både den svenske liga, Champions League og for det svenske landshold. Vi er glade for, at vi har kunne finde den her løsning efter en god dialog med Frank Arnesen i PAOK, udtaler manager Ståle Solbakken til klubbens hjemmeside.