Pantelis Hatzidiakos har imponeret Lukas Lerager i løbet af sin første tid i FC København.
Kort inden sommerens transfervindue smækkede i hentede FC København forsvarsspilleren Pantelis Hatzidiakos, og han har allerede efterladt sig et positivt indtryk.
Det fortæller Lukas Lerager til bold.dk.
– Først og fremmest er han en rigtig, rigtig god fyr. Der er noget med de grækere der. Dem kan jeg godt lide, siger Lerager med et smil.
– Det er nogle søde mennesker, som er meget ligetil, og så kan man godt se, han har fået sin fodboldopvækst i Holland.
– Han er dejligt rolig på bolden og en god leder, som er kommet godt ind i gruppen fra start. Det er super hentet.
– Han giver ro og er god i opspillet. Han tager gode beslutninger og har gode bolde op i banen, og så bidrager han med lederskab, som vi også har brug for, lyder de rosende ord fra Lukas Lerager.