Alex Král havde flere attraktive tilbud, inden han til sidst valgt at skrive under med FC København.
FC København kunne for nylig præsentere et nyt navn i klubben i form af 28-årige Alex Král, som ankommer til den danske hovedstad med et flot CV.
Den tjekkiske midtbanespiller, som senest har slået sine folder i Bundesliga-klubben Union Berlin, havde dog også flere fornemme tilbud på hånden.
– Ja, det var der. Der var nogle forhandlinger med andre klubber. Men jeg besluttede mig for FC København, lyder det fra Alex Král, som herefter bliver spurgt ind til, hvilke klubber der var tale om.
– Ahh, det holder jeg for mig selv, siger Alex Král med et grin, inden han alligevel løfter lidt af sløret.
– Men det var klubber fra La Liga og fra Bundesligaen. Det er alt, hvad jeg vil sige, lyder det fra den tjekkiske midtbanespiller, som ikke var i tvivl, da FC København meldte sig på banen.
– Vi forhandlede med andre klubber. Men for mig var det her, vil jeg sige, en klar beslutning. For jeg kunne også se fra klubben, at de var meget interesserede i mig, fortæller Alex Král.