Jacob Neestrup er godt tilfreds med FC Københavns overordnede præstation i Champions League, selvom de ikke formåede at spille sig videre.
Onsdag aften blev det sat punktum for FC Københavns Champions League-eventyr, da de måtte se sig slået af FC Barcelona med 4-1 på Camp Nou.
Det betød samtidig, at løverne fra hovedstaden sluttede på en 31. plads i ligafasen med to sejre, to uafgjorte og fire nederlag.
Og selvom målet inden turneringen var at spille sig videre fra ligespillet, så mener Jacob Neestrup, at holdet har leveret, hvad der var realistisk muligt.
– Hvis vi skal videre fra et Champions League ligaspil – som vi gjorde for to år siden – så skal alt spille. Vi skal være på vores peak, holdet skal være spillet sammen, som det var for to år siden, hvor alle spillerne nærmest var til rådighed hele tiden.
– Sådan har det ikke været den her gang, og ud fra det kan jeg ikke rose spillerne nok for den europæiske kampagne, som det her FCK-hold har haft.
– Alle vil nok sige, at den har været lidt grå og sådan noget, men vi havde en fuldstændig suveræn kvalifikation og kom trods alt med i Champions League – altså det bedste ligaspil, man kan spille i – hvor vi levede i forhold til at gå videre indtil 30 minutter før tid.
– Det kan ikke gøres bedre, når man kigger på forudsætningerne for den her gruppe af spillere, vurderer Neestrup.