Jacob Neestrup har ikke meget til overs for Steve Coopers voldsomme kritik af Jacob Karlsen efter søndagens derby.
FC København og Brøndby IF tordnede søndag eftermiddag sammen i Parken, og her var det altså løverne, som endte med at trække det længste strå.
1-0 sejren kom i hus efter en ganske kontroversiel kendelse fra derby-debutanten Jacob Karlsen, der tildelte FC København et straffespark for en hands-situation.
Det fik også Steve Cooper til at uddele verbale øretæver til dommeren efter slutfløjt, hvilket fik Viaplay-eksperterne Kenneth Emil Petersen og Peter Sørensen til at rette skarp kritik mod Brøndby-træneren.
Og nu melder Jacob Neestrup sig altså også på banen. Han mener nemlig også, at kritikken fra Steve Cooper er uhørt.
– I forhold til de ting, der blev sagt efter derbyet, er det jo lidt voldsomt at høre sådan et angreb efter dommerne fra Brøndby-lejren. Det var med cheftræneren (Steve Cooper, red.) i spidsen, siger Neestrup på et pressemøde.
– Altså hvad så? Skulle vi så have stoppet pokalfinalen, hvor det var med den samme dommer, der har masser erfaring. Dommerne må jo selvfølgelig selv finde ud af, om de finder sig i den kritik.
– Jeg kan sige på FCK’s vegne, at der også er en grænse for, hvor meget vi gider at høre om trænerkollegaer, der mener, at dommerne er med FCK. Det, synes jeg, er et alt for stort skridt at tage.
– Jeg skal skynde mig at sige, at jeg også selv har sagt ting. Men det, der blev sagt efter derbyet, sniger sig ind på en top-1 (over ting at sige om dommere, red.), lyder kritikken fra Jacob Neestrup.