FCK-træneren har ikke meget til overs for statistikerne fra lørdagens opgør mod Fredericia.
FC København fik lørdag aften skrabet tre point sammen, da de slog oprykkerne fra Fredericia med 3-2 hjemme i Parken, men kigger man på statistikkerne, så var det langt fra en overbevisende sejr.
Løverne havde således kun hele fire skud på mål i hele kampen, mens gæsterne fra Fredericia havde fem, og det blev Jacob Neestrup også forholdt efter slutfløjt.
Her var Jacob Neestrup dog ganske klar i mælet, da han blev spurgt ind til, hvad de tal fortalte ham.
– Det fortæller mig ingenting.
– Så skulle vi have snakket om statistik de to seneste måneder. Jeg gider ikke stå at snakke om statistik, for så kunne jeg også finde en masse tal, der siger, at vi skal ligge foran det og det hold, og så er det fuldstændigt ligegyldigt.
– Det giver jeg altså ikke en skid for. Jeg kunne finde mange tal, der viser, at vi skulle ligge højere.
– Men både du og jeg har to øjne i hovedet, og jeg tror mere på det, som jeg ser med øjnene, end det tal der står efter en kamp. Hvis det er det, man skal gå efter, så skulle vi ligge højere, end vi gør.
– Men det havde ikke ændret på indtrykket af, at vi er et svært sted. Jeg vil ikke stå at snakke statistik i dag. Prøv at gå ind og se statistikken fra de to kampe, som vi har spillet mod Silkeborg.
– Hvis man bare så på de tal, ville man tænke: Hvordan har FCK ikke vundet de kampe med en 3-4 mål? Men har man set kampene med sine egne øjne, så vil man forstå hvorfor. Derfor kan statistik både være et godt redskab, men også et der mangler de nuancer, som folk ellers har, lød det fra Neestrup.