Tusculum er en af landets mest markante boliger: 704 kvadratmeter herskabeligt liebhaveri på bredden af Bagsværd sø med statsministerboligen Marienborg som nærmeste nabo.
Det er da heller ikke ofte, at den slotslignede pragtvilla kommer til salg, men den har netop ramt det offentlige boligmarked i selskab med en svimlende udbudspris på intet mindre end 72 millioner kroner.
Det skriver boligsitet Boliga.
Sidst, udsigtsvillaen blev handlet, var i 2013, hvor erhvervsmand, iværksætter og medstifter af Løkkefonden, Lars Kolind, købte Tusculum sammen med sin hustru Vibeke Wesarg Riemer for 45,5 millioner kroner.
Parret har altså efter ti års ejerskab lidt af en gevinst i vente; rundt regnet 26 millioner kroner, hvis de sælger til udbudsprisen.
Igennem hjemmets 276 års levetid har der – ifølge salgsmaterialet hos liebhavermægleren Ivan Elftoft Nielsen – blot været 21 ejere.
Det betyder, at du har mulighed for at blive nummer 22 og overtage nøglerne til de 14 værelser, der ligger på en over 3.400 kvadratmeter stor vandkantsgrund i det mondæne boligområde på grænsen mellem Storkøbenhavn og kongernes Nordsjælland.
Et af landets dyreste
Udbudspriser i det svimlende prisleje er ikke hverdagskost på det danske boligmarked, derfor er det heller ikke overraskende, at Tusculum placerer sig i top fem over de dyreste villaer til salg lige nu:
Ifølge Boliga er der i øjeblikket blot fire villaudbud til salg for højere beløb end udsigtsvillaen ved Bagsværd Sø. Villaer, der alle sammen ligger i Nordsjælland og koster mellem 75 og 80 millioner kroner – undtagen den allerdyreste:
Det er nemlig en palævilla på lidt over 380 kvadratmeter inde midt i København tæt på Christiansborg, der er til salg for runde 100 millioner kroner.
Lars Kolind er investor og forfatter til en lang række erhvervsbøger. Han har blandt andet været administrerende direktør i Oticon og i bestyrelsen hos flere danske virksomheder som Grundfos og Zealand Pharma.
I 2007 stillede han desuden op som folketingskandidat for Liberal Alliance, dog uden at blive valgt ind.