I en tråd på Twitter til ”folk, der mener, fodboldfans selv er ude om det”, fortæller Pablo Bresciana om sine oplevelser på stadion i Sevilla i går, da FCK spillede udekamp i Champions League.
– Vi er midaldrende, almindelige mennesker med en hobby, der hedder fodbold, fortæller Pablo, der var i selskab med to kvinder.
De ankom til stadion i god tid. Her er et hegn med en indgang, hvor selskabet skal ind, men den må de ikke bruge. Politiet genner dem i stedet hen langs hegnet til den ”rigtige” indgang. Politiet gennemroder Pablos rygsæk og konfiskerer hans powerbank, som han dog kan få udleveret efter kampen.
- Derefter bliver jeg kropsvisiteret, og jeg mener virkelig kropsvisiteret. Vi snakker undersøgt i skridtet og taget på numsen, fortæller Pablo, der derpå bliver gennet hen på et tæppe, som ligger på gruset, og får besked på at tage sine sko af.
Da det er gjort, skal han tage skoene på igen, uden politiet har undersøgt dem. Pablo tager hurtigt skoene på og går videre for ikke at stå i vejen, men bliver skubbet tilbage, fordi han ikke har bundet sine snørebånd.
Pablo bliver sendt hen til en narkohund, der snuser grundigt efter, og så kan han fortsætte ind på stadion. Her bliver han straks stoppet, og rygsækken bliver gennemrodet igen.
– Alt det sker i en bidsk atmosfære. Det eneste venlige ansigt, jeg møder, er den danske vagt, der undersøger mit awaykort, som identificerer mig og sikrer, at folk med karantæne fra fodbold ikke kommer ind, fortæller Pablo..
– Kvinderne i mit selskab er også blevet grundigt undersøgt. Af kvindelige vagter, men stadig i skridt og grundigt på brysterne.
Inde på stadion er der for lidt plads til fansene. Alligevel jager politiet folk væk fra den bageste række, da de åbenbart skal være der alle. Folk bliver nødt til at stå på trapperne, hvor de naturligvis også bliver skubbet væk af vagterne.
– Kvinden foran os er rasende. Hun har menstruation, og den kvindelige vagt stak en finger op for at sikre sig, at det var en tampon og ikke et kanonslag, skriver Pablo videre.
– Det er noget af det værste, jeg har hørt, og jeg håber, hun klager, men det er, hvad en almindelig kvinde på omkring 40 år kan opleve, fordi hendes hobby er at se fodbold.
– Så kære danske politikere, der vil lave alverdens tiltag mod fans: Husk venligst, at 99 procent er helt almindelige, rolige medborgere, lyder opfordringen fra Pablo Bresciana.
Han tilføjer, at det her ikke er en ekstrem historie. Det er nærmest hverdag med forskellige grader af dårlig behandling.
– Og alligevel er vi der næste gang, for vi elsker fodbold.