OB vandt 0-1 over AaB i dagens kamp, hvor Casper Nielsen scorede kampens eneste mål på en fremragende afslutning.
OB er med dagens sejr i Aalborg langt om længe rykket væk fra bunden og op i det tætte midterfelt, men det ærger stadig Jakob Michelsen, at klubben ikke har skrabet flere point sammen indtil videre, men ser alligevel positivt på tingene.
– Vores dårlige start vil jagte os et stykke tid endnu, men vi er blevet svære at spille imod. Vi har set vanvittigt stabile ud, og man må rose spillerne for at tro på konceptet, siger OB-træner Jakob Michelsen.
Michelsen glæder sig over, at der kommer flere scoringer samtidig med at hans hold ser solide ud.
– Det handler meget om tendenser, og i starten af sæsonen brændte vi mange chancer, mens der nemt blev scoret på os. Så det eneste malurt i bægeret er, at vi ikke fik lukket den til sidst i dagens kamp. Der var tilbud nok til at lukke det foretagende, sagde OB-træneren.
OB har nu 12 point efter dagens sejr.