FC København tabte i sidste sæson med 0-3 hjemme til de daværende nyoprykkere fra Hobro, men nu peger pilen opad for vicemestrene
Det går hurtigt i fodbold. Da undertegnede i sidtste weekend sad og skrev match preview til FC Københavns hjemmekamp mod AaB, var vinklen københavnsk krise.
De senere års mest vindende klub i Danmark havde ikke vundet en ligakamp siden den 2. august, og i Europa League var man på pinlig vis røget ud til Jablonec.
Selve kampen, der udspillede sig i kølvandet på Copenhagen Half, startede da heller ikke godt for værterne, der kom bagud både 0-1 og 1-2.
Men i 2. halvleg blev tingene vendt på hovedet, da man med tre kasser i løbet af godt 20 minutter fik udlignet, bragt sig foran samt cementeret sejren på 4-2.
Onsdag skulle man så have afviklet den efterhånden i lang tid udsatte kamp mod Randers, og det blev på ny en stor succes for Ståle Solbakkens ellers trængte tropper.
Andreas Cornelius er kommet overraskende hurtigt tilbage efter sin alvorlige skade, og er nu kommet på tavlen to gange i streg, hvilket kan være vitalt for FCK.
Først udlignede Cornelius til 1-1 mod AaB, og senest slog han sejren fast mod Randers, hvor Benji Verbic og Youssef Toutouh scorede de to øvrige mål.
Nogle spillere er dog fortsat ude. Det er tilfældet for den svenske midtstopper Pelle Nilsson samt de langtidsskadede Bashkim Kadrii og Danny Amankwaa.
Hobro har ikke uventet problemer med at leve op til sidste sæsons bedrifter, hvor det som oprykkere i sidste ende lykkedes at slutte helt oppe på rækkens 7. plads.
I skrivende stund ligger jyderne på 12.- og sidstepladsen, der giver nedrykning til den næstbedste række. Man kan dog overhale Viborg med point i eftermiddag.
Jacob Tjørnelund er ikke med i truppen for Hobro, men det er til gengæld Adama Tamboura, da venstrebacken langt om længe har fået sin spillerlicens.
Mulige start 11’ere
FCK: Andersen – Ankersen, Zanka, Antonsson, Augustinsson – Toutouh, Amartey, Delaney, Verbic – Jørgensen, Cornelius
Hobro: Rask – Bøge, Hansen, Justesen, Tamboura – Damborg, Jessen, Sane – Kaya, Park – George
Kampen starter kl. 16, og vises på Canal 9