Riza Durmisi fik fuld spilletid i de to landskampe mod Albanien og Armenien, og er den store positive historie på Vestegnen i øjeblikket
Nicolai Boilesen og Simon Poulsen er normalt de to førstevalg på venstreback for det danske landshold, der for tiden kæmper en hård kamp for at komme til EM.
Senest måtte begge dog melde fra grundet skader. Og i forvejen ser situationen ikke for godt ud i deres respektive hollandske topklubber i form af Ajax og PSV.
Men så er det godt, at der i Brøndby findes et energisk alternativ i form af Riza Durmisi, der måske var bedste mand i de to kvalifikationskampe, der begge endte 0-0.
Jesper Juelsgård blev hentet i Evian i slutningen af transfervinduet, da man formentlig satsede på at få Durmisi solgt. Det lykkedes som bekendt ikke.
I stedet står man nu med lidt af et luksusproblem. Juelsgård er med i truppen i aften, når Brøndby tager i mod dennes tidligere klub i form af mestrene FC Midtjylland.
Thomas Frank har åbnet for, at begge kan spille samtidig. Det vil givetvis betyde, at Durmisi skal spille kant, hvilket han ikke selv virker begejstret for.
Brøndby har netop hentet jamaicaneren Rodolph Austin til midtbanen, men opholds- og spilletilladelsen er endnu ikke på plads, hvorfor debuten må vente.
FC Midtjylland er fortsat, hvor man slap i sidste sæson, og fører ligaen med fem point ned til SønderjyskE. Derudover er rækken ekstremt tæt pakket.
For eksempel ligger Brøndby på 4. pladsen – syv point efter dagens modstander – men de blågule er a point med hele fem andre klubber fra 3. til 8. pladsen.
Landsholdspilleren Jakob Poulsen fra FC Midtjylland spiller i aften sin kamp nummer 100 for klubben, hvor han indtil videre har haft så stor succes.
Før landskampspausen vandt FC Midtjylland med 2-0 over Hobro. I forhold til denne kamp er Marco Larsen igen i truppen, mens fx Rilwan Hassan glider ud.
Mulige start 11’ere
BIF: Rønnow – Larsson, Dumic, Agger, Durmisi – Ørnskov, Phiri – Eriksson, Pukki, Rashani – Schwartz
FCM: Dahlin – Bak, Hansen, Sviatchenko, Lauridsen – Sparv, Poulsen, Andersson – Sisto, Duncan, Royer
Kampen starter kl. 18, og vises på TV3+