AGF har haft en forrygende optakt til sæsonen med fem sejre i fem testkampe, og søndag fortsatte de de gode takter i forårspremieren med en overbevisende 4-1-sejr over Sønderjyske.
Trods den sikre sejr blev det ikke en problemfri aften for aarhusianerne. Midt i anden halvleg modtog Mads Emil Madsen nemlig sit andet gule kort i opgøret, efter dommer Aydin Uslu vurderede, at hans frispark i det 66. minut var strafbart. Dermed blev midtbanespilleren sendt tidligt i bad.
For AGF’s back, Felix Beijmo, betyder det, at Mads Emil Madsen må punge ud til holdets interne bødekasse.
– Vi må se, men han skal nok smide lidt i bødekassen for den der. Det gjorde dog ikke den store forskel for os, at vi var en mand i undertal. Vi er fysisk stærke, så vi klarede det fint. Heldigvis var vi allerede foran med tre mål på det tidspunkt, så det var aldrig kritisk, sagde Beijmo efter kampen.
Efter kampen var der også plads til lidt humor fra den svenske back. For udover Mads Emil Madsens bøde, mener Beijmo, at der også er en anden spiller, der må finde pengepungen frem.
Patrick Mortensen leverede nemlig sit andet hattrick i AGF-trøjen, og ifølge den svenske forsvarer betyder det én ting: kage til holdkammeraterne ved næste træning.
– Jeg synes godt, han kan give lidt. Nu har han lige forlænget sin kontrakt og får sikkert en pæn løn, så han må godt betale lidt for os andre, sagde Beijmo med et grin til den fremmødte presse.
Næste opgave for AGF bliver på søndag, hvor de – uden den karantæneramte Mads Emil Madsen – tager imod AaB på deres midlertidige hjemmebane i Vejlby