En manglende arbejdstilladelse forhindrer lige nu Luis Binks i at tilslutte sig Brøndby-truppen.
Brøndby IF kunne tirsdag aften langt om længe præsentere en afløser for Jacob Rasmussen, som tidligere på sommeren drog til østrigske RB Salzburg.
Valget faldt på den 23-årige midtstopper, Luis Binks, som er skiftet til Vestegnen fra Championship-klubben Coventry.
Men den engelske forsvarsspiller var altså ikke en del af onsdagens træning, og det var der en ganske naturlig forklaring på.
Han mangler nemlig fortsat at få styr på sin arbejdstilladelse.
Det fortæller Brøndbys cheftræner, Frederik Birk.
– Han var ikke på træningsbanen, fordi han lige skal have sin arbejdstilladelse. Han kommer jo fra et land udenfor EU, så det har min player-caretaker, Marianne, arbejdet på at få styr på.
– Jeg skal ind og have en opdatering nu her, hvor jeg håber, at det er faldet på plads.
– Det, Benjamin Schmedes (fodbolddirektør, red.), sagde til mig, var, at vi regner med, at han er klar til noget træning eventuelt senere i dag (onsdag, red.) med en individuel træner. Ellers skal vi have ham i gang på banen i morgen (torsdag, red.)
– Han er jo selvfølgelig ikke spilleberettiget til kampen i morgen, fordi han ikke er skrevet ind i vores europæiske trup, sagde Frederik Birk.