Lars Knudsen sætter ord på fravælgelsen til U21-landsholdet.
Tilbage i november var Jacob Ambæk en del af U21-landsholdet, hvor han endda fik lov til at starte inde i opgøret mod Belarus.
Det bliver dog ikke tilfældet, når Danmark krydser klinger med Wales den 31. marts, for denne gang er den unge Brøndby-spiller slet ikke udtaget.
Det medførte selvsagt også opsigt ved pressemødet i forbindelse med udtagelsen, og her satte Lars Knudsen ord på, hvorfor han havde valgt at se bort fra Jacob Ambæk.
– Den eneste grund til, at han ikke er med denne gang, er, at vi vurderer, at der er andre, som er foran ham lige nu.
– Jacob er helt sikkert en spiller for fremtiden, og han har et stort talent, og det er positivt, at han får en masse spilletid i Brøndby.
– Han er meget ung, og det skal man huske. Han er faktisk kun U18-landsholdsspiller på trods af, at han er udtaget til U19-landsholdet. Så Jacob er en spiller til fremtiden og en, vi tror rigtig meget på, siger landstræneren til Bold og den øvrige presse.