De blå-gule fra Vestegnen har fundet deres nye hovedsponsor.
Brøndby IF har været på jagt efter en ny hovedsponsor, efter det kom frem, at Boozlet stopper som hovedsponsor, og nu er det altså lykkedes at finde en erstatning.
Fredag formiddag har Brøndby således meddelt, at Danske Spil bliver ny hovedsponsor i klubben.
– Vi ser frem til at bygge videre på mange års partnerskab, når Danske Spil og Oddset udvider sit engagement og bliver hovedpartner de næste tre sæsoner, siger Ole Palmå, der er administrerende direktør i klubben.
Hovedsponsoratet bliver dog noget utraditionelt, da Danske Spils logo ikke kommer til at optræde på Brøndbys trøje.
– Vi har valgt ikke at have Oddsets logo på Brøndby IF’s spillertrøjer og holder i stedet pladsen tom i aftaleperioden. Det er utraditionelt, men vi laver med den tomme plads på trøjen en tydelig markering af, at pengespil skal udbydes, markedsføres og spilles med omtanke.
– Generelt vil vi bruge reklamemulighederne i sponsoratet, men den tomme front er en af mange ting, vi gør for at sikre en ansvarlig balance i markedsføringen som en del af vores indsats for sunde spillevaner, fortæller Danske Spils administrerende direktør, Karsten Fogh Holanng.
Danske Spils sponsorat løber i tre år.