FC København står foran en nervepirrende sæsonafslutning, hvor både mesterskab og pokaltitel er på spil. Men noget bliver anderledes i Parken – der kommer ingen tifoer til de afgørende kampe.
Fangruppen Sektion 12, kendt for deres spektakulære visuelle opbakning, har nemlig valgt at lægge arbejdet ned i protest mod klubbens ledelse.
I en opsigtsvækkende udmelding på Instagram retter gruppen en skarpt formuleret kritik mod FCK. Her beskriver de, hvordan samarbejdet med klubben er gået fra svært til direkte umuligt.
“Desværre må vi erkende, at det den seneste tid ikke har været muligt kontinuerligt at skabe tifoer i Parken på et niveau, der lever op til den minimumsstandard, vi har sat for os selv.”
“Dette skyldes de væsentligt forringede betingelser for de frivillige kræfter, der står bag udarbejdelsen. Der vil derfor heller ikke, som vi ellers har for vane, være en egentlig tifo til sæsonens sidste hjemmekamp eller pokalfinalen”, skriver Sektion 12.
Læs også: Froholdt før guldkamp: “Vi ved præcis, hvad der kræves”
Ifølge Sektion 12 er der over de seneste år sket en negativ udvikling i samarbejdet mellem klubben og frivillige kræfter.
“Væsentligt forværrede tifoforhold, afvist Sektion 12-banner, udsmidning af 90 flag, brudte aftaler og chikane fra vagter, uforsvarlig og lemfældig opbevaring af capotårn, manglende samarbejdsvillighed osv. Eksemplerne det seneste år er mange, og fællesnævneren den samme – modarbejdelse og ligegyldighed fra F.C. Københavns side over for den positive fankultur og de frivillige kræfter, der står bag den”, lyder det fra Sektion 12 i opslaget.
En udvikling der på mange måder peger i retning af en forældet og konfliktsøgende tilgang til samarbejde mellem klub og fans.
“En skræmmende og ildevarslende tendens, der står i skærende kontrast til det samarbejde og engagement som har skabt Sektion 12, den stemning og de tifoer, som vi anno 2025 er kendt for. “
Fangrupperingen er bekymret overfor udviklingen, som de snart håber vil vende sig positivt igen.
“At den nuværende ledelse vælger at håndtere eventuelle sikkerhedsmæssige udfordringer ved, mere eller mindre bevidst, at bekæmpe og væsentligt forringe betingelserne for det store flertal af frivillige kræfter, der arbejder for den positive fankultur, er både trist og kontraproduktivt.“
“En tilgang, der efter vores vurdering risikerer at tilskynde til den forråelse man ønsker at bekæmpe. Et budskab, vi gentagne gange over det seneste år har delt direkte med ledelsen uden effekt.”
“Vi håber, at udviklingen vil vende i den nærmeste fremtid, og at vi igen kan fokusere på at samarbejde om at fremme den positive fankultur og den positive og visuelle stemning i Parken. Vi er klar”, lyder det afslutningsvist i opslaget fra Sektion 12.