De blå-gule fra Vestegnen arbejder angiveligt på at få udlejet Kotaro Uchino i vinterens transfervindue.
Brøndby IF hentede i sommer den japanske angriber Kotaro Uchino, men indtil videre har han ikke ligefrem været nogen stor succeshistorie på Vestegnen.
I skrivende stund er det således kun blevet til 73 minutters spilletid i 3F Superligaen for Kotaro Uchino, og derfor arbejder Brøndby IF lige nu på at få udlejet japaneren, så han kan få noget spilletid.
Det skriver Tipsbladet, der i samme ombæring oplyser, at flere Superliga-klubber og 1. divisons-klubber har meldt deres interesse i Brøndby-spilleren.
Mediet oplyser endvidere, at Brøndby fortsat har stor tiltro til Kotaro Uchino, og at man derfor kun ønsker at udleje ham uden en købsoption.