Juventus bekræfter nu, at de vil have PSG-stjerner og Valencia-stjerne.
Juventus sikrede sig i går det italienske mesterskab, da de nærmeste forfølgere fra Napoli tabte til Roma. De hviler dog ikke på laurbærene i Torino. De har nemlig afsløret, at de til næste sæson går benhårdt efter at vinde Champions League, og de har nu afsløret, hvilke spillere de gerne ser hjælpe dem med at nå målet.
Juventus’ sportsdirektør Giuseppe Marotta har nemlig bekræftet, at Juve jagter PSG-spillerne Edinson Cavani og Javier Pastore, mens de også er ude efter Valencias Andre Gomes.
– Der vil altid blive nævnt store navne, der interessant for Juve og de mest prestigefyldte klubber, men Pastore er PSG-spiller og jeg ved ikke, om de ønsker at lade ham gå. Der kan ikke være nogen tvivl om, den kvalitet han har, og det samme gælder for Cavani. Gomes ville passe godt ind i Juventus’ trup, men jeg ved ikke, om vi vil være i stand til at indlede forhandlinger. Vores prioritet er at konsolidere denne trup og så vil vi se, hvilke muligheder der vil være på transfermarkedet, udtaler Marotta i følge Mediaset.