Justitsminister Peter Hummelgaard (S) har for nylig præsenteret en række tiltag i kampen mod hooliganisme, herunder strakskarantæner og strengere straffe. Men trods de nye værktøjer fortsætter problemerne, og ministeren varsler nu yderligere initiativer for at dæmme op for urolighederne.
I weekenden udspillede der sig igen voldelige episoder i forbindelse med Superligaen. Ved opgøret mellem AaB og FC København på Aalborg Stadion blev tre personer sigtet for blandt andet at have medbragt og affyret kanonslag. Efter kampen eskalerede situationen på Aalborg Banegård, hvor sten blev kastet mod politiet, og en betjent kom til skade. En person er blevet anholdt, oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Peter Hummelgaard kalder episoderne “beskæmmende” og understreger, at problemerne ikke længere er begrænset til opgør mellem Brøndby og FC København.
– Det er fuldstændig uacceptabelt, at betjente kommer til skade, fordi de udfører deres arbejde. Vi ser desværre, at hooliganismen spreder sig til flere kampe, og vi må tage endnu skrappere midler i brug for at sikre trygheden på og omkring stadionerne, udtaler justitsministeren.
Som en del af den skærpede indsats arbejder regeringen på yderligere lovgivning. Blandt andet overvejes det at styrke politiets mulighed for at udstede strakskarantæner og at give klubberne bedre muligheder for at dele overvågningsbilleder af uromagere.
– Vi forventer at præsentere nye initiativer inden sommer, og jeg vil ikke afvise nogen muligheder. Det er tydeligt, at vi har brug for skrappere redskaber, end dem vi har i dag, lyder det fra Hummelgaard.
FC København fordømmer episoderne i Aalborg og understreger, at vold og uroligheder intet har med fodbold at gøre.
– Det er uacceptabelt og sætter fodbolden i et forkert lys, når få personer skaber negative overskrifter, mens tusindvis af fans bidrager til en fantastisk stemning, udtaler klubben i en meddelelse til DR Sporten.
Klubben understreger vigtigheden af at registrere hooligans i det nationale register og påpeger, at FC København allerede har indført ansigtsgenkendelse i Parken for bedre at kunne håndhæve karantæner.
– Skal systemet fungere optimalt, skal der registreres langt flere personer i registret. Vi har brug for politiets hjælp til at sikre, at uromagere holdes væk fra stadionerne, lyder det fra klubben.
Justitsministeren fastholder, at regeringen vil tage hårdere metoder i brug for at bekæmpe hooliganisme i dansk fodbold. De kommende måneder vil afgøre, hvilke nye initiativer der bliver en del af indsatsen.