Det er ikke gået Jesper Sørensens næse forbi, at Jonathan Ægidius har præsteret rigtig flot under sit ophold i Kolding IF.
Den unge Brøndby keeper har gjort det glimrende i den jyske klub, hvor han har spillet 10 kampe i efteråret. Her har han holdt buret rent i halvdelen af kampene, og statistikkerne viser, at det har været med flotte præstationer mellem stængerne. Han står således med en redningsprocent på 76.2, hvilket er næstbedst i hele rækken.
Der er mulighed for, at han allerede vender tilbage til Vestegnen i foråret, og det er ikke usandsynligt ifølge cheftræner Jesper Sørensen.
– Først og fremmest har det været enormt vigtigt for ham efter lang tid i skyggen her at komme ud og få spillet og være en vigtig del af et hold. Og spille seniorfodbold på et højt niveau. Så det har været enormt udbytterigt for ham at få det her ophold i Kolding, siger Jesper Sørensen og tilføjer:
– Vi glæder os til at se ham tilbage, og så bliver det ikke en ny mand, vi ser, men en mere moden og stærkere målmand.
Brøndbys målmandstræner, Casper Ankergren, har da også holdt godt øje med Ægidius i det jyske.
– Vi holder selvfølgelig øje med det, og jeg ved, at Casper har været ude at se alle de kampe, der er blevet spillet herovre (på Sjælland, red.), som han har haft mulighed for, så vi har set på, hvordan han har præsteret i de kampe. Så det er rigtig, rigtig flot.