Brøndby-ejer, Jan Bech Andersen, har netop understreget at en eventuel ny investor i Brøndby IF skal respektere og forstå klubbens kultur og DNA for at kunne få lov til at købe sig ind.
Tidligere i dag bekræftede Brøndby IF, at klubben forhandler med mulige investorer. Dermed kan et ejerskifte på Vestegnen være på trapperne, og det er noget, der har fået landets mange Brøndby-fans til at diskutere muligheder og faldgruber hyppigt. På tribunen såvel som på sociale medier.
Jan Bech Andersen, der har ejet Brøndby siden 2013, slår dog nu fast, at han ikke vil lade hvem som helst komme ind i klubben. Det gør han i et længere interview på Brøndbys egen hjemmeside.
– Helt konkret har det betydet, at jeg blandt andet har takket nej til at indgå i dialog med visse potentielle partnere, da det har været helt tydeligt for mig, at der ikke har været en interesse for os som klub og det fællesskab, vi repræsenterer, men man udelukkende har set os som et investeringsobjekt.
– Og nej, det betyder på ingen måde, at man skal have blåt og gult blod i årene for at komme ind i klubben, men man skal have respekt og forståelse for vores historie og kulturen i klubben. Hvis der ikke er det, så giver det ikke mening for nogle af parterne at have en dialog, siger Jan Bech Andersen.
Dette har selvfølgelig begrænset mængden af potentielle investorer, men sikrer forhåbentlig, ifølge Jan Bech Andersen, at de folk, der kommer ind også forstår, hvad de investerer i.
– Det betyder også, at de dialoger, jeg fortsat har med potentielle partnere, er med mennesker, som er fuldstændig indforstået med Brøndby IF og vores kultur, og som på den baggrund ønsker at skabe et stærkere Brøndby IF. Sammen med mig. Sammen med os. Ikke ved at kopiere andre, men ved at være tro mod vores DNA og arv. Det er vigtigt for mig, og jeg ved, det er vigtigt for jer, der også har Brøndby i blodet, afslutter klubejeren.
I interviewet understreger Jan Bech Andersen også, at hans hjerte banker for Brøndby.
Brøndby ligger i øjeblikket på 10. pladsen i Superligaen.