Jacob Neestrup lægger ikke skjul på, at situationen i FC København er alvorlig.
FC København er havnet i lidt af en krise, og den formåede de ikke at spille sig ud af, da de søndag aften tog imod Viborg FF hjemme i Parken.
Her måtte løverne nemlig forlade grønsværnen med et enkelt point, da hverken de eller Viborg formåede at komme på måltavlen, hvor kampen altså endte 0-0.
Det betyder også, at FC København nu ikke har vundet de seneste fem kampe, mens de har hele otte point op til AGF på førstepladsen i 3F Superligaen.
Derfor var Jacob Neestrup heller ikke bleg for at indrømme, at situationen i FC København er alvorlig, da han gæstede studiet i Onside.
– Det siger noget om den situation, vi er i. Der er også nogle i dag, der er lidt slidte efter at have spillet for mange kampe, og måske også nogle, hvor de ikke burde have spillet.
– Selvfølgelig er den alvorlig, det vil jeg ikke løbe fra. Er det umuligt at løse? Nej, det er det ikke. Men vi er for langt fra nu. Hvis vi fortsætter af samme spor, er det klart, at vi bliver hægtet af. Vi tror på, at vi kan løse det.
– Jeg tror på, vi kan løse det, men vi er et stykke fra nu at være det FC København, vi gerne vil være. Selvfølgelig kender jeg godt tabellen i forhold til de hold, der er foran os, siger Jacob Neestrup i Onside.