Oliver Villadsen har gjort sit indtog på Vestegnen.
Brøndby IF vinkede for nylig farvel til Sebastian Sebulonsen, som med det samme er blevet afløst af den tidligere Superliga-profil Oliver Villadsen.
Og den tidligere FC Nordsjælland-spiller glæder sig til at tørne ud for de blå-gule fra Vestegnen, hvor han blandt andet ser frem til rivaliseringen med FC København, som han også sender en lille stikpille til.
– Ja, er du sindssyg mand! Selvfølgelig. Det (FCK, red.) har aldrig været en klub for mig, så det er dejligt. Det bliver fedt at kunne spille et derby, og det glæder jeg mig virkelig meget til. Det bliver fedt, siger Oliver Villadsen og fortsætter:
– Jeg har altid set derby – også da jeg var i Tyskland. Det er den største kamp i Skandinavien, så jeg forventer en masse smæk på, hårde dueller og had mellem fansene. Det er fodbold. Det er fedt, og det hører med, at vi har de her rivaliseringer. Jeg ser sindssygt meget frem til det, og det kommer til at krible i mig, når vi nærmer os, fortæller Oliver Villadsen til Tipsbladet og den øvrige presse.