Af Michael Kjærbøl
Kasper Hjulmand har sagt sin stilling som landstræner op. Han er ikke blevet fyret. Han har, efter eget udsagn, valgt at gå, fordi han ikke er i stand til at ”tilføre holdet mere”. En realistisk konklusion. Der vil være dem som vil mene, at det er to år for sent, men efter den afsluttede EM-deltagelse kan vi konstatere, at landsholdet ikke blot nedsmeltede midlertidigt i Qatar, men at den tilsyneladende har været helt gal på mange parametre på permanent vis. Kasper Hjulmand kunne ikke vende den negative udvikling, trods en historisk nem kvalifikationspulje, og selv om landsholdet stod med en gylden chance under EM for – måske – at nå langt.
Hjulmand vil blive husket for det befriende positive spil, som landsholdet leverede i hans første to år – inden Qatar. Men også for at svigte sin egen ideologi og filosofi, hvad angår landsholdets tilgang og udtryk.
Årsagerne til den nu tidligere landstræners kovending får vi måske aldrig helt afdækket. Men man sidder med en trist fornemmelse af, at Kasper Hjulmands dyrkelse af ”relationer” kom til at koste dyrt i den sidste ende.
Hvem skal overtage?
Jeg fornemmer (desværre) også, at ”spillet” om Hjulmands afløser er fix og færdigt på forhånd.
Hjulmand stod i en så tæt relation med Peter Møller, at der ikke er skygge af tvivl om, at DBU har været informeret ift. beslutningen om at træde tilbage, i et stykke tid. Længe nok til at sondere trænermarkedet. Det havde været forfriskende med en helt ny mand i trænersædet, én der kunne have kommet med nye øjne på tingene. I stedet ligner det, at Morten Wieghorst allerede de facto er udpeget som afløser. Wieghorst vil – med stor sandsynlighed – køre videre i Hjulmands udlagte spor. Der bliver formentlig ikke den tiltrængte fornyelse, og landsholdets fasttømrede hierarki bliver ikke ombrudt. Tilhængere af Morten Wieghorst vil formentlig fremhæve behovet for kontinuitet. Men det er også en slags kontinuitet uophørligt at banke sin hånd i et søm. Så er det bedre at bryde mønsteret og anskaffe sig en hammer.
Jeg håber at Wieghorst gør min skepsis til skamme, for der er i dén grad brug for fornyelse. Jeg håber også på at DBU ikke allerede har lagt sig fast på den skitserede ”arvefølge”.
Men lad os antage, at jobbet er ledigt om et halvt år. Med mindre at der sker fyringer (og det kan der selvfølgelig nemt), så er de danske trænere, der er beskæftiget i de store europæiske ligaer uden for realistisk rækkevidde. En klub i PL eller BL afgiver ikke deres chef, blot fordi det danske landshold skal have ny træner. Økonomisk kompensation vil være en hurdle for DBU, men det kræver jo også, at en Thomas Frank, Bo Svensson, Bo Henriksen eller Jes Thorup er villige til at opgive en lovende karriere som klubtræner, der – for alle de nævntes vedkommende – pt. ser ud til at gå i den rigtige retning. Derfor bliver det ingen af dem.
Det kunne selvfølgelig blive en ikke-dansk træner. Jeg synes at der er noget ulogisk og næsten absurd ved, at dansk fodbold lige nu producerer og eksporterer dygtige trænere som aldrig før, og at DBU så skulle give landstrænerpositionen til en udlænding. Blandt de mest groteske navne der er blevet nævnt, er Alexander Zorniger, der tilsyneladende – uvist af hvilke årsager – har bevaret en vis popularitet blandt Brøndby hard core fans. Zorniger spillede det mest primitive ”rennen und kämpfen”, og han stillede – som den første i dansk fodbolds historie – med en startopstilling helt uden danskere, samtidig med, at han offentligt hånede klubbens talentudvikling. Zorniger er en decideret upassende kandidat.
Den fremtidige landstræner skal grundlæggende stå som eksponent for en spillestil der tager udgangspunkt i egne offensive styrker. Heldigvis nåede landsholdet under EM-slutrunden at levere et par godkendte indsatser. Holdet besidder masser af potentiel kvalitet. Vi har individualister som Wind, Daramy, Lindstrøm, Isaksen, O’Reilly og Bruun-Larsen til rådighed. Måske kan Damsgaard finde ”sig selv” igen. Og jeg smider Skov Olsen oveni. Brugge-wingen har ikke leveret en acceptabel indsats på landsholdet i to år, men det må komme. Talentet er der.
Min personlige favorit i forhold til at indløse potentialet og forny spillestilen er Kent Nielsen.
Kent er dansk fodbolds største mandfolk. Han kommer ikke til at ligge under for ”relationer” og sammenspiste hierarkiske strukturer. Han står for en værdig taktisk tilgang, og han er god til at bringe det bedste frem i sine folk. Kent har massiv erfaring, både som spiller og træner. Og som noget meget væsentligt, så har Kent Nielsen modet til at gå imod den absurde udvikling, der har akademiseret trænergerningen på eliteniveau i næsten latterlig grad. DBU sendte en stab på 35 personer til slutrunden, primært for at producere data om mulige modstandere. Sikke en gang pladder!
Jyllands Postens leder i dag bringer nogle interessante tanker desangående til torvs. Jeg tillader mig at citere: ”Hjulmands værste sejr, 2-1 over San Marino, blev pinagtigt forklaret med sanmarinesernes manglende vilje til at spille fodbold. Senere blev flere pinefulde kampe forsøgt undskyldt med sløjt græs eller ophøjet af følelses- og sejrfrie data, der fylder stadig mere i fodbolden. Opbakningen til landsholdet falmede, ord var ikke nok. Det var en datadrevet tilgang heller ikke. Fodboldkampe og folkestemninger skal vindes med mål, begejstring og underholdning”. Og desuden:
”Et landshold er ikke blot et fodboldhold. Det er en del af den nationale fortælling. Et spejl og en spartel, der nivellerer økonomiske, sociale og politiske skel. I rødt og hvidt drømmer vi alle ens, drømmer om en sejr. Ikke bare til fodboldholdet, men til Danmark. På det seneste brast den drøm for ofte med Hjulmand i spidsen, når Danmark spillede i trekanter. Med tiden forsvandt det ophøjede og fornemmelsen af udvikling og efterlod plads til skadefro. Det blev for meget djøf, for elitært, fodbolden for kompliceret. Resultater var der for få af”.
Med andre ord: Lad os få fodbolden tilbage på grønsværen. Jeg håber at DBU ser til Kent Nielsens side.
——————————————————————–
Michael Kjærbøl er fodboldhistorisk forfatter.
Han har bl.a. skrevet ”Dansk fodbolds sande guldalder” om perioden 1898-1920. Og i 2021 mammutværket ”Dansk fodbolds 110 bedste” og ”Bogen om Sportslørdag” om engelsk fodbold i dansk tv i 70’erne og 80’erne.
Pt. har Kjærbøl en ny bog på vej: ”40 Fantastiske fortællinger fra fodboldens moderland”.
