Nicolai Vallys var en glad mand oven på søndagens sejr over AGF.
Brøndby IF stod over for en svær opgave, da de søndag aften skulle forsøge at spille sig videre i DBU Pokalen mod AGF, efter at have tabt det første opgør med 1-0.
Det lykkedes dog til punkt og prikke for de blå-gule, som leverede en flot præstation og sejrede med 4-2 hjemme på Vestegnen.
Selvom der kom lidt ekstra spænding i slutningen af opgøret, så var Nicolai Vallys naturligvis glad for sejren.
– Det er bare fantastisk. Dejligt at give fansene noget, som de har hungret efter. En sejr over AGF, som efterhånden altid er nogle spændende kampe, lød det fra Vallys, der selv noterede sig for et oplæg og en scoring i kampen.