The perfect guide to the casino

Footy OPINION: Storklubber er blevet lig med købeklubber

Over hele Europa gøres der lige nu klar til den nye sæson, hvis ikke den allerede er gået i gang. Og dette års forberedelser har på mange måder været spændende at følge, da mange klubber har siddet i en spektakulær situation.

Lad os starte med hurtigt at danne os et overblik over nogle af Europas allerstørste klubbers specielle situation:

I England er det nu 3 år siden Ferguson forlod Manchester United, og filosofien er øjensynligt blevet ændret markant, i håbet om snarest at vinde et mesterskab til Old Trafford. I Liverpool er den mange-årige klublegende Steven Gerrard smuttet til USA. I Arsenal er intet for så vidt ændret, men klubben hungrer fortsat efter et mesterskab, som de ikke har vundet siden 03/04.

I Spanien har Real Madrid fået ny træner, og Rafa Benitez virker ikke umiddelbart bange for at lave ændringer, i forsøget om at vinde mesterskabet til Real Madrid, hvilket er glippet de to seneste år. Atletico Madrid havde en skuffende sæson i 14/15. Godtnok indtog de en 3. Plads efter Barcelona og Real Madrid, men holdet var langt fra ligeså sprudlende som 13/14 sæsonen, hvor det blev til både mesterskab samt Champions League-finale. De hungrer også efter at komme tilbage på sporet.

FBL-ESP-REALMADRID-COACH
Rafa Benitez er ny mand i Real Madrid træner-sædet.

I Italien har Juventus vundet mesterskabet med 17 point ned til nummer to, i de seneste to år. Deres situation er dog også ny, da tre af holdets vigtige profiler er væk: Tevez, Pirlo og Vidal. Derudover virker Juventus’ dominans til at irritere de andre tophold så meget, at de nu rent faktisk gør noget ved det. Dette inkluderer Roma, Milan og Inter som alle har måttet steppe gevaldigt op på transfermarkedet.

Og dette er såmænd blevet kutymen. Prædikatet ’købeklub’ figurerer stadigvæk som et skældsord blandt fodboldfans, men sjovt nok, må det efterhånden konstateres, at alle Europas storklubber har samme strategi, og at alle klubber udnytter den økonomiske ubalance mellem små- og storhold, som der principielt altid har været. Det handler nu nærmest udelukkende om at være dygtig, heldig og økonomisk velstillet i transfervinduerne, for at sikre et fornuftigt sæsonresultat. Påstanden er derfor, at alle seriøse kandidater i alle store europæiske ligaer er, om de vil det eller ej, blevet købeklubber.

Men har det ikke altid været sådan, kan du så spørge dig selv. Nej! Lad mig komme med et par eksempler. Kigger man på Atletico Madrid, som efterhånden har konstitueret sig som eneste udfordrer overhovedet til Barcelona og Real Madrid, ser man en klub som har bidt sig fast som tophold med særlige midler. Umanérligt godt talent- og scoutingarbejde ligger til grund for dét solide hold som dog også i denne sæson har handlet meget ind. Her kan nævnes eksempler som Fernando Torres, David de Gea og Diego Costa fra talentafdelingen, som er blevet solgt videre med enormt profit, samt et scoutingarbejde der var så veludført, at selv semi-store handler som Sergio Agüero, Felipe Luis og Falcao er blevet videresolgt med kæmpe overskud.

Derudover kan nævnes klubber som Manchester United, Liverpool, Tottenham, Milan, Inter, Monaco, Paris SG og Barcelona som inden for de seneste par år klart er røget over i kategorien ’købeklubber’, hvis denne betegnelse overhovedet stadig er aktuel. Alle har de været klubber, som tidligere på en eller anden måde, forsøgte sig at udmærke sig som topklub på en anderledes måde end de storstilede ’købeklubber’ som eksempelvis Real Madrid, Chelsea og Manchester City har været det i – efterhånden – mange år.

Grunden til den ændrede adfærd hos klubberne, kan umiddelbart synes svær at gennemskue. Øjensynligt er der de senere år kommet flere penge i både international og europæisk fodbold, hvilket blandt andet har ført Paris SG samt Monaco over i kategorien som deciderede ’købeklubber’, mens indførelsen af Financial Fair Play ikke har haft tilstrækkelig ønskede effekt. Jo, klubber kan blive ramt af karantæne, men som det ses med eksempelvis Barcelona, udmønter dette sig blot i, at klubben henter spillere til klubben, i karantæneperioden, uden at de dog må spille kampe.

Slutteligt må både spillernes adfærd også betragtes som ændret. Spillere som Bastian Schweinsteiger, Iker Casillas og Steven Gerrard har med god grund har været betragtet som indbegrebet af deres respektive klubber, og været spillere man tidligere kunne forvente ville afslutte karrieren i den klub de har spillet i hele livet. Men også disse, er nu transferobjekter og ’money-hunters’, da klubloyaliteten er byttet ud med et stort slaraffenland af ’købeklubber’, som ikke længere har plads til klublegender, men i stedet ønsker øjeblikkelig succes både økonomisk og sportsligt. Herunder ligger selvfølgelig et interdependent dynamisk forhold mellem spiller og klub, i det en ændret adfærd hos én af parterne forudsætter en ændret adfærd hos den anden.

Toronto FC v Los Angeles Galaxy
Legendariske Steven Gerrard skiftede denne sommer til USA. En mand, man måske troede ville slutte sin karriere i Liverpool.

At Champions-League og alle de store ligaer i år bliver vundet af en ’købeklub’ synes derfor næsten uundgåeligt. Og da det ikke virker som om at international fodbold er i en udvikling hvor pengene bliver færre, er det måske bare fodboldfans verden over, der skal acceptere at prædikatet ’købeklub’ ikke længere er et skældsord, men et nødvendigt onde for at tilhøre toppen af international fodbold.

Mest læste på Footy.dk

1. Afsløring: Chelsea-stjerne anklaget for affære med denne lækre model
2. Vildt: Tidligere Superliga-topscorer gjorde comeback for serieklub
3. Medie: Mourinho straffer nu Chelseas kvindelige fysioterapeut efter Swansea-kamp
4. Medie: Overraskende klub har lavet et uofficielt bud på Zlatan
5. Avis: FCK har allerede den næste Amartey klar

Skriv en kommentar

OVERSIGT

SPILFORSLAG FRA ODDSPROFIT

bet365