FC Barcelona fik hevet et enkelt trofæ hjem i den forgangne sæson, men samlet set var det en utilfredsstillende høst for den catalanske storklub.
I denne Footy Opinion vil jeg derfor kigge nærmere på hvilke områder som Barcelona bør forstærke sig på i sommerens transfervindue. Storklubben kan nemlig langt fra være tilfreds med den sæsonen som nu er forbi. Og dette forstærkes vel egentlig bare af, at ærkerivalerne fra Real Madrid løb med både mesterskab og Champions League-titel.
Hvad har ikke fungeret?
Hvis man kigger nærmere på Barcelonas sæson, har det langt fra været skidt hele sæsonen igennem. Klubben har jo opnået mere end hvad mange andre ville drømme om, men i catalonien er dette ikke ‘godt nok’ når det ‘kun’ udmønter sig til en andenplads i La Liga, kvartfinalen i Champions League samt et Copa Del Rey-trofæet.
Men sådan er fodbolden nogle gange. Hård og kynisk, kold og uretfærdig. Barcelona sluttede 3 points efter Real Madrid, men med en målscore der var langt bedre. 116-37 lyder den imponerende målscore på, og holdet har altså scoret både flere mål og lukket færre mål ind i forhold til Real Madrid.
Kigger man imidlertid på de foregående år, skal vi seks år tilbage før Barcelona har lukket så mange mål ind i La Liga, som de gjorde i år. Samtidig forstærkes denne tendens af et par elendige defensive præstationer, som holdet bedrev på udebane i Champions League, hvor man tabte henholdsvis 4-0 og 3-0 til PSG og Juventus. Sådanne nedsmeltninger har vi ikke tidligere set fra Barcelona.
Desuden vil jeg pege på FC Barcelonas midtbane som et kardinalpunkt i deres spillestil, og derfor også rette kritikken mod denne efter den hullede defensiv. FC Barcelona kan ikke længere dræbe fodboldkampe ved blot at holde boldbesiddelsen på midten af banen. Det er spillerne ganske enkelt ikke dygtige nok til. Jovist, vi taler om Iniesta, Busquets, Rakitic, Andre Gomes osv., men helt ærligt: FC Barcelonas spillestil KRÆVER at klubben er i besiddelse af verdens absolut bedste og mest homogene spillere på den centrale midtbane. Og når man kan kigge på rivalernes midtbanekonstellation i form af Casemiro, Kroos og Modric bliver det tydeligt, at Barcelona har mangler på midten af banen.
Hvad har fungeret?
Offensiven. De tre forreste har præsteret og leveret de mål de skal. Målmand Ter Stegen har langt hen ad vejen også gjort sit arbejde, og umiddelbart er der da heller ingen der peger fingre af tyskeren. Gerard Piqué og Jordi Alba har spillet fine kampe i sæsonen, mens Umtiti vel egentlig også har været et hæderligt indkøb. Problemet med disse positioner som har fungeret hos Barcelona er, at deres alternativer sjældent er særligt godt. Når disse spillere er skadet eller for en gangs skyld ikke leverer, har holdet manglet alternativer med den nødvendige kvalitet.
Hvordan skal truppen stykkes sammen til næste sæson?
Følgende spillere mener jeg bør være i idealopstillingen når Ernesto Valverde skal sætte sit hold i næste sæson:
Ter Stegen –
? – Piqué – Umtiti – Alba
Busquets
? – ?
Messi – Suarez – Neymar
Altså er der umiddelbart tre positioner, hvor Barcelona skal hente forstærkninger. Desuden, er der nogle positioner hvor jeg mener at det ville være gunstigt at indhente stærkere garderinger. Og hvad er nu det? Er Iniesta ikke i idealopstillingen? Jo, det er han måske når han er fit og klar. Men den 33-årige spilfordeler blive skadet oftere og oftere, og snitter simpelthen for få mål og assists i forhold til den position han har på holdet. En afløser til legenden Iniesta, bør derfor findes hurtigst muligt.
Hvilke spillere skal de hente?
Hector Bellerin er jo det oplagte bud på en højreback. Jeg mener, ligesom så mange andre medier, at den hurtige venstreback ville være et nærmest perfekt bud på en back der kan udfylde det hul som Daniel Alves efterlod på højrebacken. Derudover kommer udlejede Douglas hjem fra en lejeaftale. Barcelona bør strække sig rigtig langt for at hente Bellerin.
Til midtbanen kan det blive meget svært at finde fuldgode erstatninger. Vi taler altså om spillere, der på sigt, skal afløse Ivan Rakitic og Andrés Iniesta. Medierne peger på Marco Veratti, hvilket også selvsagt er et godt bud. Prisen på Veratti ligger dog på omkring 650 millioner kroner, og rygtet siger endvidere, at PSG slet ikke ønsker at sælge. Kan Veratti lokkes væk fra PSG vil det helt sikkert være en yderst fornuftig signing. Men spørgsmålet er, om Barcelona vil være villige til at smide så mange penge efter nye spillere i dette vindue? Jeg mener det er nødvendigt. Priserne har udviklet sig helt vanvittigt, men Barcelona er som sagt afhængig af at have nogle af de bedste midtbanespillere i verden, og dét bedste kollektiv, til deres system.
I Bayern München render to spillere rundt, som i den grad kunne være interessant for Barcelona. Her tænker jeg på Thiago og Douglas Costa. Thiago vil være perfekt i mine øjne, til at dække den centrale plads, mens Douglas Costa formentlig både vil kunne dække den forreste plads på midtbanen, eller som kantspiller i angrebet.
Kigges der mdo Premier League, ser jeg tre mulige kandidater til pladsen på midtbanen. Danske Christian Eriksen, Philippe Coutinho eller Dele Alli. Alle spillere er typer, som jeg kunne se i Barcelonas system. Eriksen mangler dog måske et enkelt niveau. Alli har forpligtet sig på Tottenham-projektet og Coutinho kan være svær at vurdere niveauet på i forhold til at skulle træde op på allerhøjeste hylde.
Samlet bud på idealopstilling:
Til bænken kunne det derusden være interessant at hente Ousmane Dembelé ind, som gardering i angrebet. Også en spiller som Dries Mertens, vil kunne være interessant at bringe ind til angrebspladserne.
Læs også: Dropper LA Galaxy – Her vil Zlatan hen og vinde mesterskabet
Læs også: OB siger nej til Rodolph Austin – Disse to Superliga-klubber kæmper nu om ham
Læs også: Breaking: Storklub køber Mbappe og udlejer ham straks til Monaco for hele næste sæson