Den tidligere Brøndby-spiller, Filip Blazek, er blevet solgt i en millionhandel.
Tilbage i 2017 hentede Brøndby den på daværende tidspunkt 19-årige Filip Blazek til klubben fra FK Senica, men slovakken formåede altså aldrig at få sit gennembrud på Vestegnen.
Det blev således kun til tre optrædener for førsteholdet, inden han endegyldigt forlod Brøndby i 2019, hvor han skiftede til MFK Skalica, som han også tidligere havde været udlejet til i løbet af sin tid i Brøndby.
Siden har Filip Blazek, der startede ud som midtbanespiller, men som i dag gør sig som midtstopper, haft en ganske fin karriere.
I den seneste sæson var han således med til at blive nummer fire med Banik Ostrava i den tjekkiske liga, men nu skifter han altså klub.
Den i dag 26-årige Filip Blazek skifter nemlig til rumænske Rapid Bukarest, som har købt ham fri af sin aftale for knap to millioner kroner.
Her har den tidligere Brøndby-spiller fået en to-årig aftale med option på yderligere et år.