Gabriel Pereira ser frem til at gøre comeback i søndagens derby mod ærkerivalerne fra Brøndby.
FCK-profilen Gabriel Pereira sad ude med sygdom i den seneste spillerunde i 3F Superligaen, da løverne tabte med 2-0 til Vejle.
Men nu er den brasilianske midtstopper fit for fight igen, og han glæder sig til at gøre comeback mod Brøndby.
– Det har helt ærligt været nogle rigtig dårlige uger, siger brasilianeren ifølge FCK’s hjemmeside og fortsætter.
– Jeg har været syg i for lang tid, ikke kunnet træne ordentlig og ikke kunnet hjælpe holdet. Det gør ondt når jeg kan se, at jeg ikke har spillet op til mit bedste og ikke gøre mit for at hjælpe holdet og klubben.
– Nu er jeg frisk igen, og føler mig let og klar til at tage fat på Derbyet, og det er en perfekt kamp at få lov til at revanchere sig på.
– Vi tabte mod dem sidst, og vi har haft en skidt periode. Vi har alt at gå efter, og vi glæder os helt sindssygt som hold til at komme i Parken og spille på søndag, siger Pereira.