Når der på søndag spilles derby på Brøndby Stadion, bliver det uden FCK-fans. Det får nu Sektion 12 Foreningen til at varsle en demonstration søndag, hvor de vil marchere til Divisionsforeningens kontorer i Brøndby.
Søndagens derby mellem Brøndby og FCK bliver uden udebanefans. Og det vækker utilfredshed blandt FC Københavns mest dedikerede fans, der har varslet en demonstration på søndag. Her vil FCK-fansene marchere fra Hovedbanegården i København til Divisionsforeningens kontor i Brøndby for at demonstrere imod kollektive og ulogiske fanforbud. Det kan man læse på en løbeseddel, der blev delt ud i Parken ved tirsdagens Champions League-kamp imod Manchester City.
– Som alle efterhånden ved, vil det ikke være muligt for FCK-fans at støtte vores hold på stadion til udederby på søndag. Dette skyldes et urimeligt, ulogisk og konkurrenceforvridende forbud besluttet af Divisionsforeningen, lyder det på løbesedlen.
– For at vise vores utilfredshed med denne beslutning inviterer Sektion 12 Foreningen hermed alle FCK-fans til en fælles og fredelig demonstration på søndag foran Divisionsforeningens kontor i Brøndby. Vi vil sammen tage toget derud og opfordrer alle til at komme i hvide FCK-trøjer.
Sektion 12 Foreningen består af FC Københavns mest dedikerede fans, og det officielle mål er at udvikle stemningen og fankulturen omkring FC København.
Planen for FCK-fansene er at gå samlet til Divisionsforeningen, “markere deres utilfredshed på fredelig vis” og så tage samlet videre for at se kampen på en unavngiven bar.
På løbesedlen kan man også læse, at demonstrationen er både lovligt anmeldt til politiet efter gældende lovgivning, og Sektion 12 Foreningen opfordrer alle deltagere til “at opføre sig på en måde, der er København værdigt.”
Du kan se løbesedlen herunder.
Klik på billedet for at forstørre teksten.