Selvom FC København leverede historiske resultater i Champions League, er det Superliga-trofæet, der skal pryde Parken. En fiasko lurer, hvis mesterskabet glipper.
Det er den klare melding fra både FCK-træner Jacob Neestrup og spiller Rasmus Falk. De er enige om, at Champions League-succes ikke kan overskygge en manglende triumf i Superligaen.
“Det er aldrig godkendt, hvis vi ikke vinder Superligaen,” udtaler Neestrup til bold.dk.
Falk stemmer i: “Jeg synes, at det er svært, fordi det er en kæmpe skuffelse, hvis vi ikke bliver danske mestre. Det lægger vi ikke skjul på, og vi tager også imod alt det, der skulle komme, fordi det er den store målsætning i København.”
“Det er også over alt andet, men man er nødt til at dele det op, fordi den europæiske bedrift, hvor vi gik videre fra en fantastisk gruppe, er langt, langt over, hvad man kan forvente.”
“Men det er stadig Superligaen, der er det altoverskyggende, og derfor vil det være skuffende ikke at vinde. Lad os dog vente med evaluere til om en uges tid eller to”, siger Rasmus Falk.
Læs også: Grabara ikke tilgængelig efter fejl: Neestrup tager ansvaret
FC Københavns europæiske bedrift med at gå videre fra en Champions League-gruppe med giganter som Manchester United, Bayern München og Galatasaray er intet mindre end vanvittigt. Men i Superligaen kæmper de for guldet med FC Midtjylland og Brøndby.
Tirsdag aften venter en afgørende kamp mod AGF i Aarhus. En sejr er sandsynligvis nødvendig for at holde gulddrømmen i live.